
Vi har en plan – og skaber de bedste rammer for oplæringen
- 19. mar 2025
- Rådgivning
- Erhvervsuddannelse
- Kontoruddannelsen

På dinkontorelev.dk kan virksomheder, både private og offentlige, planlægge og tilrettelægge oplæringen af kontorelever i detaljer. Det skal være med til at sikre, at de får et (endnu) bedre oplæringsforløb i enten virksomheder eller på den kommunale kontoruddannelse.
Undersøgelser bestilt af Det faglige Udvalg for Kontoruddannelsen viser nemlig, at inddragelse og følelsen af at høre til er med til at sikre, at eleverne forbliver motiverede og får mod på mere. Her kan sitet dinkontorelev.dk hjælpe virksomheder med at gøre det meget lettere at holde godt fast i eleven gennem hele uddannelsesforløbet.
Det gør man blandt andet ved at designe et unikt elevforløb for kontoreleven. Her er der fokus på både tiden før eleven begynder, opstarten, hverdagen og til sidst tiden efter afsluttet uddannelse og eleven skal videre.
Som eksempel kan man lave planer for, hvordan eleven skal modtages og her skrive ind, hvem som er ansvarlig for at eleven får de rigtige informationer, bliver introduceret til nøglepersoner og lignende. I samme ombæring kan man også sørge for, at oplæringsansvarlige er klædt på til mødet med den nye elev.
Det hele kan gemmes som en PDF, der er lige til at dele med både eleven og de øvrige personer i virksomheden.

Sitet dinkontorelev.dk er udviklet på baggrund af to undersøgelser, som Det faglige Udvalg for Kontoruddannelsen har fået gennemført med fokus på eleverne i hovedforløbet Resultaterne af de to undersøgelser danner grundlag for indholdet på dinkontorelev.dk.
Undersøgelse nummer et ”Hvordan skaber vi de bedste oplæringsforløb for kontorelever” blev udført af Implement Consulting Group afdækker, hvad der kendetegner gode oplæringsforløb for kontorelever – konkrete aktiviteter, vigtige tematikker og god praksis. Udfaldet blev en skitsering af, hvilke faser og aktiviteter, der indgår i et godt oplæringsforløb.
Sideløbende blev der gennemført en antropologisk undersøgelse ”Spor til gode læringsforløb” udført af Suna Christensen, antropolog og ph.d. i skoleudvikling og bæredygtig pædagogik, og Jonas Sprogøe, cand.mag. i voksenpædagogik og ph.d. i organisatoriske læreprocesser. I den undersøgelse så man på kontorelevers erfaringer og opfattelser af deres oplæringsforløb. Det skete gennem elevbeskrivelser og en række billeder fra elevernes hverdag, indsendt af eleverne selv, hvilket var med til at tegne en række spor til gode oplæringsforløb – spor, der fremmer engagement og motivation gennem deltagelse og tilhør.
Udover muligheden for at man kan designe forløb for sin kommende (eller nuværende) kontorelev, kan man også finde gode links til alt fra virksomhedsgodkendelse til hjælpsomme værktøjer som en samtaleguide, der kan gøre det lettere at komme i gang med både de gode og de lidt sværere samtaler på jobbet.